von Hansens tænketank

von Hansens tænketank

Min BlogBuster

Hvad vil jeg med en blog? Det skal man sikkert tænke længe over ... så det har jeg ikke gjort. Improvisation? Stilstand? Hensygnen? Udvikling? Dette er blot et frø med al livsens muligheder. Måske kommer der vand ud af ørerne, som kan nære. Måske forbliver kilden tom.

Public Service

KunstPosted by Alan von Hansen Mon, March 17, 2014 19:47:56

God tone og uovertruffen lorteservice

Nu er det blevet come il faut, at man skal tale pænt på Facebook. OK, så ville min statusopdatering for i dag - og lidt af sidste uge - og noget af næste uge - se sådan ud:

Hvor er det skønt at Odense Kommune vil bruge sin kommunale forsøgsstatus til at forbedre den offentlige service med et skønt, tidssvarende initiativ; ganske mundret kaldt digital post. Og hvor er det godt, at det er obligatorisk, så man ikke gør forskel på folk. Dertil kommer det helt ideelle, at min mor, som hverken kan gå, forstå det offentliges breve eller betjene en mobiltelefon, har sin familie, som kan læse brevene for hende og forklare indholdet - gudskelov fordi vi indimellem har noget frihed fra vores arbejde. Og hun er også heldig, at hendes søde søn (denne gang mig, andre gange min bror og andre gange vores koner eller børn) sagde: "De er også så søde inde påp kommunen, kære mor, at selv om det er obligatorisk, så kan man godt blive fritaget, så den tager jeg mig lige af. Jeg snupper lige papirerne og næste gang jeg har lidt fri, ringer jeg lige til dem og får det ordnet".

Jeg er nemlig heldig nok til at have min egen telefon og kan bruge den. Et rent lykketræf var det da også, da jeg satte mig ned i haven med en kop kaffe, at de tog telefonen på Borgerservice, da jeg lige benyttede anledningen til at ringe i en pause i havearbejdet. Og gudskelov var jeg nummer 37 i køen og ikke nummer 114. Men mit held var slet ikke sluppet op: Da det blev min tur, fik jeg på meget let forståeligt dansk at vide, at min mor faktisk skulle møde op eller skrive en fuldmagt til mig - eller hvis hun havde en hjælper eller lignende, så kunne de få den. Men jeg bestemte mig for, at den skulle jeg nok klare; de rare hjemmehjælpere har nok at se til, syn's jeg. Og så skulle den være i orden, når jeg mødte personligt op på Skulkenborg med mors fuldmagt. Godt de sikrer sig, at det ikke bare lige er sådan at undslå sig det digitale fremskridt. Så jeg tog ud til min mor med en på forhånd skrevet fuldmagt, og heldigvis skrev hun den også under - på trods af at hun ikke er meget for at skrive under på noget, hun ikke fatter en bjælde af.

Nu er der gået nogle dage, og i dag var jeg så heldig, at jeg havde fri - og gudskelov havde jeg da også mange andre gøremål, jeg falder heldigvis ikke af på den. Nu tror nogle nok, at min cykel var punkteret, da jeg skylle cykle ind på Skulkenborg ... men nej, alt gik vel, jeg havde en forrygende medvind (i hvertfald derind). Jeg ankom ganske vel til Borgerservice. Jeg belv ikke engang forulempet af nogle af de fulde og skæve, som ellers trives deromkring. Sådan noget offentligt kan ellers nogengange være skræmmende, men nej, der var masser af mennesker indenfor. Rigtig mange ... som gik og spurgte hinanden om alt muligt; mest med det der digitale post, som de mest senile af dem virkelig var imod. På displayet med betjening kunne jeg - og sikkert også nogle hundrede andre søde borgere - godt nok ikke finde punktet Digital Post, men de venlige Borgerservicemennsker havde klistret en lille seddel på nederst på pulten, hvor der stod noget i retning af: Vedr. digital post træk et nummer under vielser. Det var da et sjovt indslag og jeg fik nummer 607, et rigtig flot nummer. Endda lidt fråds, for det fik jeg slet ikke brug for. Og så ind til de mange analoge mennesker, som så så forvirrede og sure ud, men gudskelov sagde et rigtig sødt ansat menneske midt i vrimlen: Jeg samler lige en hel flok, så går vi ind ved siden af - så fortæller jeg om digital post. Men vi var meget heldigere: Hun forklarede slet ikke en masse, hun delte bare med et smil nogle blanketter ud, som man skulle udfylde. Så var den sag vist i orden. Jeg så frem til, at jeg var endnu heldigere, for jeg havde min mors papirer og en fuldmagt. Og nu kommer det allerskønneste: den søde pige kunne fortælle mig, at jeg slet ikke behøvede fuldmagten, nej, i følge den flotte straffelov skulle min mor nemlig selv udfylde og underskrive den blanket som også alle de andre fik. Men det var rigtig, hvad mange velmenende mennesker åbenbart havde fortalt hende, at det havde de glemt at informere borgerne om.

Nu er er jeg så cyklet hjem med min nye, tomme blanket i den skønneste, friskeste modvind, man kan tænke sig. Nu mangler jeg bare, at næste gang jeg har fri, behøver jeg heller ikke kede mig: Jeg skal nemlig cykle ud til min mor, udfylde den fine blanket - og senere cykle op på Skulkenborg og aflevere den. Vil jeg tro? Eller hvad der nu sker?Det er virkelig spændende. Fuck det blir nice, når alt blir digitalt.

Nå, det er jo ikke Facebook, det her, men min egen private blog. Her må man faktisk godt være sur, så: Forpulede offentlige, uigennemtænkte, møgadminstrede snotsystem; tag for satan og få styr på jeres projekter, jeres borgerbehandling, jeres personaleinformation og jeres mangel på service. Hvis jeg skal pisses endnu mere på, når jeg bli'r gammel, og tvangsindlemmes i projekter, som mine kære skal bruge deres kostbare tid på at udrede, så flytter jeg fandme til Krim - der kan de fleste folk sgu da få deres vilje!



Public Service

KunstPosted by Alan von Hansen Mon, March 17, 2014 15:11:40

God tone og uovertruffen lorteservice

Nu er det blevet come il faut, at man skal tale pænt på Facebook. OK, så ville min statusopdatering for i dag - og lidt af sidste uge - og noget af næste uge - se sådan ud:

Hvor er det skønt at Odense Kommune vil bruge sin kommunale forsøgsstatus til at forbedre den offentlige service med et skønt, tidssvarende initiativ; ganske mundret kaldt digital post. Og hvor er det godt, at det er obligatorisk, så man ikke gør forskel på folk. Dertil kommer det helt ideelle, at min mor, som hverken kan gå, forstå det offentliges breve eller betjene en mobiltelefon, har sin familie, som kan læse brevene for hende og forklare indholdet - gudskelov fordi vi indimellem har noget frihed fra vores arbejde. Og hun er også heldig, at hendes søde søn (denne gang mig, andre gange min bror og andre gange vores koner eller børn) sagde: "De er også så søde inde påp kommunen, kære mor, at selv om det er obligatorisk, så kan man godt blive fritaget, så den tager jeg mig lige af. Jeg snupper lige papirerne og næste gang jeg har lidt fri, ringer jeg lige til dem og får det ordnet".

Jeg er nemlig heldig nok til at have min egen telefon og kan bruge den. Et rent lykketræf var det da også, da jeg satte mig ned i haven med en kop kaffe, at de tog telefonen på Borgerservice, da jeg lige benyttede anledningen til at ringe i en pause i havearbejdet. Og gudskelov var jeg nummer 37 i køen og ikke nummer 114. Men mit held var slet ikke sluppet op: Da det blev min tur, fik jeg på meget let forståeligt dansk at vide, at min mor faktisk skulle møde op eller skrive en fuldmagt til mig - eller hvis hun havde en hjælper eller lignende, så kunne de få den. Men jeg bestemte mig for, at den skulle jeg nok klare; de rare hjemmehjælpere har nok at se til, syn's jeg. Og så skulle den være i orden, når jeg mødte personligt op på Skulkenborg med mors fuldmagt. Godt de sikrer sig, at det ikke bare lige er sådan at undslå sig det digitale fremskridt. Så jeg tog ud til min mor med en på forhånd skrevet fuldmagt, og heldigvis skrev hun den også under - på trods af at hun ikke er meget for at skrive under på noget, hun ikke fatter en bjælde af.

Nu er der gået nogle dage, og i dag var jeg så heldig, at jeg havde fri - og gudskelov havde jeg da også mange andre gøremål, jeg falder heldigvis ikke af på den. Nu tror nogle nok, at min cykel var punkteret, da jeg skylle cykle ind på Skulkenborg ... men nej, alt gik vel, jeg havde en forrygende medvind (i hvertfald derind). Jeg ankom ganske vel til Borgerservice. Jeg belv ikke engang forulempet af nogle af de fulde og skæve, som ellers trives deromkring. Sådan noget offentligt kan ellers nogengange være skræmmende, men nej, der var masser af mennesker indenfor. Rigtig mange ... som gik og spurgte hinanden om alt muligt; mest med det der digitale post, som de mest senile af dem virkelig var imod. På displayet med betjening kunne jeg - og sikkert også nogle hundrede andre søde borgere - godt nok ikke finde punktet Digital Post, men de venlige Borgerservicemennsker havde klistret en lille seddel på nederst på pulten, hvor der stod noget i retning af: Vedr. digital post træk et nummer under vielser. Det var da et sjovt indslag og jeg fik nummer 607, et rigtig flot nummer. Endda lidt fråds, for det fik jeg slet ikke brug for. Og så ind til de mange analoge mennesker, som så så forvirrede og sure ud, men gudskelov sagde et rigtig sødt ansat menneske midt i vrimlen: Jeg samler lige en hel flok, så går vi ind ved siden af - så fortæller jeg om digital post. Men vi var meget heldigere: Hun forklarede slet ikke en masse, hun delte bare med et smil nogle blanketter ud, som man skulle udfylde. Så var den sag vist i orden. Jeg så frem til, at jeg var endnu heldigere, for jeg havde min mors papirer og en fuldmagt. Og nu kommer det allerskønneste: den søde pige kunne fortælle mig, at jeg slet ikke behøvede fuldmagten, nej, i følge den flotte straffelov skulle min mor nemlig selv udfylde og underskrive den blanket som også alle de andre fik. Men det var rigtig, hvad mange velmenende mennesker åbenbart havde fortalt hende, at det havde de glemt at informere borgerne om.

Nu er er jeg så cyklet hjem med min nye, tomme blanket i den skønneste, friskeste modvind, man kan tænke sig. Nu mangler jeg bare, at næste gang jeg har fri, behøver jeg heller ikke kede mig: Jeg skal nemlig cykle ud til min mor, udfylde den fine blanket - og senere cykle op på Skulkenborg og aflevere den. Vil jeg tro? Eller hvad der nu sker?Det er virkelig spændende. Fuck det blir nice, når alt blir digitalt.

Nå, det er jo ikke Facebook, det her, men min egen private blog. Her må man faktisk godt være sur, så: Forpulede offentlige, uigennemtænkte, møgadminstrede snotsystem; tag for satan og få styr på jeres projekter, jeres borgerbehandling, jeres personaleinformation og jeres mangel på service. Hvis jeg skal pisses endnu mere på, når jeg bli'r gammel, og tvangsindlemmes i projekter, som mine kære skal bruge deres kostbare tid på at udrede, så flytter jeg fandme til Krim - der kan de fleste folk sgu da få deres vilje!God tone og uovertruffen lorteservice

Nu er det blevet come il faut, at man skal tale pænt på Facebook. OK, så ville min statusopdatering for i dag - og lidt af sidste uge - og noget af næste uge - se sådan ud:

Hvor er det skønt at Odense Kommune vil bruge sin kommunale forsøgsstatus til at forbedre den offentlige service med et skønt, tidssvarende initiativ; ganske mundret kaldt digital post. Og hvor er det godt, at det er obligatorisk, så man ikke gør forskel på folk. Dertil kommer det helt ideelle, at min mor, som hverken kan gå, forstå det offentliges breve eller betjene en mobiltelefon, har sin familie, som kan læse brevene for hende og forklare indholdet - gudskelov fordi vi indimellem har noget frihed fra vores arbejde. Og hun er også heldig, at hendes søde søn (denne gang mig, andre gange min bror og andre gange vores koner eller børn) sagde: "De er også så søde inde påp kommunen, kære mor, at selv om det er obligatorisk, så kan man godt blive fritaget, så den tager jeg mig lige af. Jeg snupper lige papirerne og næste gang jeg har lidt fri, ringer jeg lige til dem og får det ordnet".

Jeg er nemlig heldig nok til at have min egen telefon og kan bruge den. Et rent lykketræf var det da også, da jeg satte mig ned i haven med en kop kaffe, at de tog telefonen på Borgerservice, da jeg lige benyttede anledningen til at ringe i en pause i havearbejdet. Og gudskelov var jeg nummer 37 i køen og ikke nummer 114. Men mit held var slet ikke sluppet op: Da det blev min tur, fik jeg på meget let forståeligt dansk at vide, at min mor faktisk skulle møde op eller skrive en fuldmagt til mig - eller hvis hun havde en hjælper eller lignende, så kunne de få den. Men jeg bestemte mig for, at den skulle jeg nok klare; de rare hjemmehjælpere har nok at se til, syn's jeg. Og så skulle den være i orden, når jeg mødte personligt op på Skulkenborg med mors fuldmagt. Godt de sikrer sig, at det ikke bare lige er sådan at undslå sig det digitale fremskridt. Så jeg tog ud til min mor med en på forhånd skrevet fuldmagt, og heldigvis skrev hun den også under - på trods af at hun ikke er meget for at skrive under på noget, hun ikke fatter en bjælde af.

Nu er der gået nogle dage, og i dag var jeg så heldig, at jeg havde fri - og gudskelov havde jeg da også mange andre gøremål, jeg falder heldigvis ikke af på den. Nu tror nogle nok, at min cykel var punkteret, da jeg skylle cykle ind på Skulkenborg ... men nej, alt gik vel, jeg havde en forrygende medvind (i hvertfald derind). Jeg ankom ganske vel til Borgerservice. Jeg belv ikke engang forulempet af nogle af de fulde og skæve, som ellers trives deromkring. Sådan noget offentligt kan ellers nogengange være skræmmende, men nej, der var masser af mennesker indenfor. Rigtig mange ... som gik og spurgte hinanden om alt muligt; mest med det der digitale post, som de mest senile af dem virkelig var imod. På displayet med betjening kunne jeg - og sikkert også nogle hundrede andre søde borgere - godt nok ikke finde punktet Digital Post, men de venlige Borgerservicemennsker havde klistret en lille seddel på nederst på pulten, hvor der stod noget i retning af: Vedr. digital post træk et nummer under vielser. Det var da et sjovt indslag og jeg fik nummer 607, et rigtig flot nummer. Endda lidt fråds, for det fik jeg slet ikke brug for. Og så ind til de mange analoge mennesker, som så så forvirrede og sure ud, men gudskelov sagde et rigtig sødt ansat menneske midt i vrimlen: Jeg samler lige en hel flok, så går vi ind ved siden af - så fortæller jeg om digital post. Men vi var meget heldigere: Hun forklarede slet ikke en masse, hun delte bare med et smil nogle blanketter ud, som man skulle udfylde. Så var den sag vist i orden. Jeg så frem til, at jeg var endnu heldigere, for jeg havde min mors papirer og en fuldmagt. Og nu kommer det allerskønneste: den søde pige kunne fortælle mig, at jeg slet ikke behøvede fuldmagten, nej, i følge den flotte straffelov skulle min mor nemlig selv udfylde og underskrive den blanket som også alle de andre fik. Men det var rigtig, hvad mange velmenende mennesker åbenbart havde fortalt hende, at det havde de glemt at informere borgerne om.

Nu er er jeg så cyklet hjem med min nye, tomme blanket i den skønneste, friskeste modvind, man kan tænke sig. Nu mangler jeg bare, at næste gang jeg har fri, behøver jeg heller ikke kede mig: Jeg skal nemlig cykle ud til min mor, udfylde den fine blanket - og senere cykle op på Skulkenborg og aflevere den. Vil jeg tro? Eller hvad der nu sker?Det er virkelig spændende. Fuck det blir nice, når alt blir digitalt.

Nå, det er jo ikke Facebook, det her, men min egen private blog. Her må man faktisk godt være sur, så: Forpulede offentlige, uigennemtænkte, møgadminstrede snotsystem; tag for satan og få styr på jeres projekter, jeres borgerbehandling, jeres personaleinformation og jeres mangel på service. Hvis jeg skal pisses endnu mere på, når jeg bli'r gammel, og tvangsindlemmes i projekter, som mine kære skal bruge deres kostbare tid på at udrede, så flytter jeg fandme til Krim - der kan de fleste folk sgu da få deres vilje!



Ikke (nødvendigvis) mine tanker om kunst og kreativitet

KunstPosted by Alan von Hansen Mon, April 08, 2013 10:23:00
Faldt lige over "noget" om fremtidens arbejdspladser og kompetencer i forhold til job, mobilitet, værdier, stress, verdensanskuelser ... med mere! Ved ikke, om det er sandheden, (det er det næppe, for den findes nok ikke) det er også lige meget ... et mentalt springbræt er altid på sin plads.

http://www.cifs.dk/scripts/artikel.asp?id=1404

Efterløn og spildtid

KunstPosted by Alan von Hansen Wed, July 18, 2012 23:15:59
Bare lige en copy-paste fra min Facebook:

Nogen gange kan man bare blive så pissed ... over ingenting (?): Har lige fundet ud af, at når man (ikke mig!) skal have sit efterlønsbevis, skal man udfylde et skema over hvilke sygedage, man har haft de sidste 14 måneder, og angive hvad man har fejlet. Hvad fanden i helvede er det for noget nazi-stasi-pis. "For 401 dage siden havde jeg en sygedag, fordi jeg havde tyndskid, og 17 uger før fik jeg blodnæse, som gjorde, at det ikke var så smart at tage til kundemøde i København ... så vidt jeg husker - for min arbejdsgiver be'r sgu ikke om at vide, præcis hvor det klør eller bløder ...". Hvis det er det sædvanlige pis med, at 0,001 % af danskerne snyder, og så skal alle stå på række for systemets sygelige trang til, at vi alle skal spilde tiden med at udfylde totalt tåbelige formularer, som de skal gennemgå, så de kan mindske arbejdsløsheden blandt dem som kontrollerer, så rend mig dog i røven. Samme trix som man laver med de arbejdsløse, og de syge. Så pas på med at komme væk fra arbejdsmarkedet - så gælder der andre regler. Men hedder du multinational, og nogen pipper lidt om, at det var fint at vide, hvad du betaler i skat, så er det så indiskret, at det må vi ikke, for så flytter de bare. Fuck hvor lamt!

Reportage som genre. Med mere ...

KunstPosted by Alan von Hansen Wed, February 02, 2011 16:29:52
Der er mange genrer, når det gælder billedkunst, og hver måde at formidle på har sine styrker og svagheder. De er både narratologisk, kontekstuelt, målgruppeafhængigt og teknisk begrænset eller faciliteteret. Således kan et meget klogt blogindlæg godt starte.

Det gjorde dette. Selvhøjtideligt, vidensflashende og milevidt fra, hvad jeg ville. Så til sagen: Mange af mine gamle fotos var "presseagtige". Features. Emneorienterede. Nedrivning af Odense, startende med Nørrebro, hvor jeg boede. Undergrundsmiljø, som var en naturlig følge af mine studier og min alt for korte tid på Avisen Fyn. Senere blev der flere enkeltsående æstetikbilleder, tænkt til at hvile i sig selv. Og i lang tid (mange, mange, mange år) har det været en skønsom blanding, ofte med udspring i feriebilleder, som jo samlet set er en privat, historefortællende formidling. Med Facebook er det private blevet meget mere offentligt. Hvis man vil det. Og det vil mange. Habermas's borgerlige offentlighedsteorier kan sikkert med mening endnu en gang tørres af i udviklingens gang. Klar ved analyseapparaterne! Men ind imellem kæderne af feriebilleder har der været billeder, som i feriesituationen allerede er tænkt ind i en sammenhæng, som går uden for ferien - f.eks. mine "There is a crack in everything"-billeder og mine "Smilestones". Jeg arbejder også lidt med talrække-billeder. Fælles for disse billeder er, at de rækker på tværs gennem emner og tid. Når ferien er slut, er serien slut, som fysisk uundgåelighed. Standset af tid og rum. Men temaerne lever videre og udvikler sig. Formodentlig længe endnu. I hvert fald til jeg bli'r træt af dem, ikke kan mere, eller indtil jeg synes, at temaet er udtømt, hvis noget ellers kan blive det.

Der er også andre billeder fra ferier, som i øjeblikket er tænkt som enkeltstående, æstetiske eller historiefortællende billeder ud over deres rolle som del af en ferieserie ... eller enkeltbilleder som bliver "genopdaget" og nyfortolket i redigeringen. For det er faktisk sjovt at gå på opdagelse i sine egne billeder, for - indrømmet - ikke altid (svarende til sjældent) har man det fulde overblik over, hvad et billede indeholder eller kan udtrykke ved en anden beskæring eller manipulering af billedet. Der ligger ofte en ny skabelsesproces, som formidlingsmæssigt og oplevelsesmæssigt flytter billedet fra én kategori til en anden. Jeg tror, disse muligheder for at gå på opdagelse i billeder er øget - i hvert fald for mit vedkommende - og jeg tror det hænger sammen med den digitale udvikling. Man/jeg fotograferer hurtigere, ofte mindre velovervejet og flere billeder i samme situation. Det giver flere muligheder for iboende sidehistorier. Men det spænder givet vis også ben for den klassiske, stringente fortælling, hvor ethvert element er nøje overvejet og vægtet. Men det er jo vel den traditionelle diskussion om f.eks. malerkunsts og fotos natur ... eller nok mere de mest nærliggende fortællemæssige og æstetiske styrker. Og begge udtryksmåder har vel benyttet de forskellige muligheder: Klassiske malere har både frembragt "minimalistiske" malerier og kaotiske scenerier med kaskader af sidehistorier (Hieronimus Bosch, vel), og kunstfotografer har vel også lavet reduktionistiske fortællinger eller strengt æstetiske billeder.

Nå, men altså: Nu er der i galleriet her på ComPassion lagt en række reportagebilleder fra vm-finalen i håndbold: Samlet set et billede af en hyggelig aften i hyggeligt selskab - men også delhistorier om glæde og skuffelse, som hver især nemt kan tages ud af helheden og have sin egen historie. Og en privatsfæreevent, som er trådt fra privatsfæren og ud i cyber. Tja ...

Velkommen

KunstPosted by Alan von Hansen Wed, May 05, 2010 11:04:26
Så starter min blog. Hvis den på nogen måde skal blive mere end min egen underholdning for mig selv, skal andre have adgang til debatten. Hvis du vil det, så kontakt mig - og hvis jeg kender dig for noget godt ;-), så finder vi en vej.

avh